Lægen

Fra Professor Bernhardi til Lægen; en thriller om etik og identitet

Af Ninette Mulvad, chefdramaturg, Folketeatret

På flere teaterscener i Europa kan man i disse år se iscenesættelser af Robert Ickes The Doctor - i den danske oversættelse slet og ret Lægen – en klassikerbearbejdning, som rammer en nerve i tiden:

Den britiske dramatiker Robert Icke skrev The Doctor i 2019, meget frit baseret på den østrigske dramatiker og læge Arthur Schnitzlers berømmede skuespil Professor Bernhardi fra 1912. De to skuespil er skrevet i forskellige perioder og kontekster, og på tværs af de godt 100 år der skiller de to dramatikere, er det primært grundkonflikten fra Professor Bernhardi, der er overleveret til Lægen: En 14-årig pige er indlagt på et hospital, hvor hun ligger for døden pga. en selvpåført abort. Af faglige årsager nægter den ansvarshavende læge en præst adgang, og pigen dør derfor uden at have modtaget den sidste olie og dermed syndsforladelse.

Lægen begynder, hvor mange tragedier slutter; med en voldsom dramatisk handling, der kaster hovedpersonen, Ruth Wolff, ud i en konflikt, som placerer hende i mediernes offentlige domstol: Både Schnitzler og Icke udforsker temaer som religiøs intolerance, medicinsk etik, magtkampe og samfundets dobbeltmoral, men Icke bringer historien ind i en moderne kontekst ved at tilføre aktuelle spørgsmål om race, køn, klasse, de sociale mediers domsafsigelser – og identitet.

Karakterernes identitet leges der med i Lægen: I stykkets forord har Robert Icke indsat et notat vedr. den måde, stykket skal castes på: ”Spillerne skal castes med og mod karakterernes identitet (…). Ideen er, at publikum er nødt til at genoverveje karaktererne, når et aspekt af deres identitet afsløres af stykket”.

Ved stykkets slutning er Ruth ikke længere læge og uden den identitet, som hun har støttet sig til i så lang tid, føler hun sin personlighed smuldre. Præsten, som Ruth afviste i begyndelsen af stykket, banker i en af de sidste scener på hendes dør. Han vil vide, hvordan Ruth har det, og han erkender en forståelse for hendes handling: ”Som præst kunne jeg ikke have handlet anderledes. Det kunne De som læge heller ikke", og han forsøger videre at trøste: ”De er også et menneske”, hvortil Ruth svarer: ”Jeg tror mere jeg er læge.”

I et interview i BOMBmagazine fra juli 2023 taler Robert Icke om, hvordan stykkets slutning ikke indeholder en løsning, men en afsløring af kløfterne, der splitter de personer, vi møder på scenen, og han siger videre: ”Man kan godt se Lægen som et skuespil om grupper og individer. Det store spørgsmål man kan stille er, hvad er identitet, og hvornår er det noget, der kan bruges? Det ville være umuligt at argumentere overbevisende for, at identitet er nonsens og aldrig nyttigt. Men der er også det, vi tænker på som cancel culture, som slår mig som et meget gammelt fænomen (…); cancel culture er noget, der har eksisteret i lang tid.” Robert Icke fortsætter: ”Der er noget ved gruppeidentitet, der er indstillet på at fjerne forskelle, modstillede/modsatrettede ideer; at binde en gruppe sammen ved at forfølge en person. Spørgsmålene bliver: Hvem er de mennesker? Hvordan ender du med at være den uden for gruppen? Hvordan ender du med at være den person, som der projiceres en masse ting på? Det modsatte spørgsmål er: Hvilken slags person skal du være for ikke bare at rette ind, når du får chancen? Det er det, jeg fandt virkelig interessant. Folk bliver ved med at sige til Ruth, at hun bare skal give efter og sige undskyld. Og hun bliver ved med at sige: "Jeg er ikke en del af en gruppe. Jeg er ikke med i grupper; jeg er læge."”

Det er et alment menneskeligt træk at stræbe efter af være en del af en gruppe; om det så er i et hadforum på de sociale medier eller i religiøse-, etniske-, faglige, - køns-, eller andre grupperinger. Som individ stiller Ruth Wolff sig på øretævernes holdeplads, når hun stejler mod at lade sig definere i en gruppering, men i en central replik i Lægen understreger Robert Icke: ”Man kan ikke bare sortere folk i bunker. Og ikke for noget, men der er faktisk ingen, ikke et eneste menneske her på jorden, der ikke trodser den slags overforenklet bullshit med deres multikulørte, tusindfoldige kompleksitet. Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske hvor dén vej førte hen – med tatoveringer på folks håndled.”

Den replik lader vi lige stå et øjeblik…

En obduktion ud over det sædvanlige

Af Bengt Holst
Zoolog, Special Advisor, foredragsholder

Det er en kold februardag tilbage i 2014. På brostenene foran dyreklinikken i Zoologisk Have i København ligger en død giraf, og dyrlægen er ved at gøre klar til at obducere den. Egentlig en dag som alle andre. Men det skal snart vise sig at blive starten på en shitstorm, som går verden rundt.

Giraffen er blevet aflivet kort tid forinden som led i den tilpasning af Zoologisk Haves dyrebestand, der løbende foregår, for hele tiden at sikre, at dyrebestanden er genetisk sund og kan bidrage til det europæiske avlsprogram, som Zoos giraffer var og er en del af. Intet nyt under solen hvad det angår. Skal man undgå indavl og andre negative effekter, bliver man nødt til at vælge til og fra på samme måde, som naturen dagligt tilpasser de vilde dyrebestande til de lokale forhold.

Pressen inviteres med til obduktionen

Men det skulle nu alligevel vise sig at blive en helt særlig dag. Nyheden om, at Zoologisk Have ville aflive en giraf var sivet ud til pressen nogle dage forinden, og jeg var blevet kontaktet af Ekstrabladet, der, som de første, ønskede at skrive om historien. Jeg kunne jo godt høre på journalisten, da han ringede, at han øjnede en god, dramatisk historie, og da vi jo ikke havde noget at skjule, inviterede jeg ham med til obduktionen, så han med egne øjne kunne se, hvordan sådan noget foregik, og samtidig få en forklaring på, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Han var da heller ikke den eneste journalist, der den morgen havde fundet vej til Zoologisk Have, og langsom tegnede der sig et billede af, at det nok ikke blev en obduktion som så mange andre.

Zoologisk Have hængt ud i medierne

Og ganske rigtigt. Historien blev blæst op først i de danske medier, så i de svenske, og før dagen var omme, var historien gået viralt. Man havde valgt den dramatiske tilgang til historien fremfor at fokusere på substansen, nemlig at der var tale om en videnskabeligt baseret beslutning, en blændende god formidling over for børn og voksne, der fik lov at overvære obduktionen og sidst endnu en god formidlingssituation ved løverne, der den dag for første gang fik girafkød. Medier fra hele verden stod i kø for at få interviews, og jeg måtte lægge alt andet til side for at tage mig af de mange journalister, der ønskede at få del i den gode historie. Og det var horribelt at se, hvad mange af dem fik ud af historien – eller nok snarere, hvordan de selv byggede deres egen historie op omkring seancen i Zoologisk Have. Zoologisk Have blev hængt ud som en kynisk dyreplager, der bare havde iscenesat det hele for at få opmærksomhed. Der var ikke mange, der spurgte ind til, hvorfor vi havde gjort, som vi gjorde. De var mere interesserede i det drama, de selv byggede op, og som i mange tilfælde også i beskrivelsen var helt forkert i forhold til, hvad der virkelig var sket. En overskrift i en udenlandsk avis lød f.eks. ”Skudt fire gange med en boltpistol”, mens fakta var, at dyrlægen havde skudt giraffen med en riffel og med ét skud. Men det andet lød åbenbart mere dramatisk.

En sand shitstorm

De mange selvbestaltede historier fra medier over hele verden piskede en stemning op imod Zoologisk Have, som gjorde, at vi måtte svare igen. Og da det i sidst ende var mig, der som videnskabelig direktør havde taget beslutningen om at aflive giraffen, var det også helt naturligt, at det var mig, der gik i medierne. Det blev en lang uge med interviews fra nær og fjern fra morgen til aften. For, når dagen var ved at gå på hæld i Danmark, var man i fuld aktivitet i USA, og man var ved at vågne i Asien. Når jeg mødte ind på arbejde om morgenen, stod vores presseansvarlige allerede klar med en liste over interviews, der var lagt i kalenderen, og den blev så opdateret adskillige gange i løbet af dagen. Ofte kunne jeg først køre hjem fra det sidste interview ved 22-tiden om aftenen for at få en smule søvn, før det gik løs igen næste morgen.

Ved siden af de mange interviews, kørte der en sand shitstorm på de sociale medier. Vi blev udskældt for alverdens ting, også ting som slet ikke havde med den sande historie at gøre. Vi blev kaldt ”nazi-svin” og ”mordere”, og både dyrlægen, der foretog aflivningen og den efterfølgende obduktion, og jeg selv modtog adskillige dødstrusler, både direkte og indirekte. Selve historien, det, der virkelig var foregået, gled hurtigt i baggrunden og blev afløst af hadmails og hadbeskeder, som stort set lukkede min og Zoologisk Haves inboks ned. Over 40.000 e-mails og mange flere opslag på Facebook og lignende platforme i løbet af de første par uger. Og kun de færreste af dem efterlyste en forklaring.

En kamp om Zoologisk Haves værdisæt

Både i de mange interviews og i mine svar til de relativt få mails, der ikke bare sendte en masse skældsord min vej, gjorde jeg mig umage for at forklare baggrunden for vores handlinger. Det var vigtigt for mig ikke at forsvare, men at forklare, hvorfor vi havde gjort, som vi gjorde. Det var vigtigt for mig at få folk til at forstå, hvad det vil sige at forvalte en dyrebestand, og at man i den proces både må vælge dyr til og fra. Derfor stod jeg fast og undlod at gøre, som vi ellers blev anbefalet af adskillige kommunikationsbureauer at lægge os fladt ned og beklage processen. Vi havde ikke noget at beklage. Tværtimod. Hvis vi ikke havde gjort, hvad vi gjorde, ville vi ikke leve op til det ansvar, vi havde over for den dyrebestand, vi forvaltede. Det var simpelthen en kamp om vores værdisæt, og den kamp måtte vi ikke tabe. Heller ikke selv om antallet af dødstrusler nærmede sig de hundrede. Selvfølgelig er det ikke rart at blive truet på livet eller at få hele familien ”slagtet”, som nogen nok så dramatisk truede med. Men jeg havde nok svært ved at tage truslerne alvorligt. For hvis man virkelig ville mig til livs, så ville man næppe advare mig først. Og under alle omstændigheder så kunne jeg jo ikke gøre noget ved det, hvis jeg samtidig ville kæmpe for min sag. Og det ville jeg. Der var da heller ikke et eneste øjeblik, hvor jeg tvivlede på, at det var det rigtige at gøre. Så længe der ikke kom saglige argumenter på banen, der talte imod vores måde at forvalte vores dyrebestand på, så mente jeg ikke, der var grund til at ændre på konceptet. Og det kom der ikke. Derfor stod vi fast.

Forklaring fremmer forståelsen

Nu, næsten ti år senere må jeg da også konstatere, at det var det hele værd. Vi kom stærkere ud af kampen, end vi gik ind i den. Det, at vi stod fast og blev ved med at forklare rationalet bag vores beslutninger, bar frugt. Folk og ikke mindst medierne begyndte at forstå baggrunden for vores handlinger, og emnet – hvordan man forvalter en dyrebestand i zoologiske haver – begyndte at blive diskuteret over hele verden. Og det er jo vigtigt for at fremme forståelsen.

"Jeg var ansigtet udadtil"

Til historien hører også, at jeg undervejs fik en fantastisk opbakning af hele Zoologisk Have. Det var hårdt konstant at skulle stå op imod hadske interviews og journalister, som kun ønskede at gøre et drama ud af en ellers helt udramatisk og fagligt begrundet beslutning. Og det var hårdt at få så mange hadske beskeder og dødstrusler. Men følelsen af at jeg havde hele Zoologisk Have bag mig fra top til bund, når jeg på alle tider af døgnet stillede op foran en mikrofon, gjorde, at jeg kunne se journalisterne i øjnene og give dem nogle saglige svar på deres mange spørgsmål, uanset hvor de forsøgte at dreje historien hen. Den opbakning fra Zoologisk Haves medarbejdere vil jeg aldrig glemme. Den viste med al ønskelig tydelighed, at Havens værdisæt var – og er – dybt forankret i hjertet af hver enkelt medarbejder, og at man står urokkeligt sammen, hvis det bliver sat under pres. Jeg var ansigtet udadtil, men jeg talte på vegne af alle Zoologisk Haves medarbejdere, og det var der, styrken kom fra.