Af Klaus Neiiendam, tidligere dr. phil., lektor ved Institut for Kunsthistorie, Dans og Teatervidenskab, Københavns Universitet.
Folketeatret er i sin nuværende form en sammenslutning af Folketeatret i Nørregade og Det Danske Teater. Fusionen af de to teatre skete i 2007.
Det Danske Teater
Det Danske Teater blev født i 1963 som arvtager og fælles barn af Dansk Folkescene, Andelsteatret og ARTE. Det Danske Teater spillede i sin 50-årige levetid knap 400 vidt forskellige forestillinger. Klassisk og moderne, dansk og udenlandsk, operette og musicals.
Folketeatret
Folketeatret i Nørregade åbnede første gang sine døre for publikum den 18. september 1857 og er i dag således Danmarks ældste fungerende professionelle teater. Teatrets grundlægger hed Hans Wilhelm Lange. Han havde været leder af det første københavnske privatteater, Casino, i Amaliegade og fik i 1855 ved Frederik VII's og ikke mindst grevinde Danners hjælp overladt Hofteatret på Christiansborg, hvortil han knyttede Frederik Ludvig Høedt og Michael Wiehe, som netop havde forladt Det Kongelige Teater i protest mod Johan Ludvig Heibergs diktatoriske ledelse. Hofteatret fungerede kun i én sæson, men denne var så succesfuld, at Lange året efter havde råd til at indrette et teater i den cirkusbygning, aktieselskabet Kjøbenhavns Hippodrom ejede i Nørregade. Lange måtte nøjes med at opføre lystspil, operetter og folkekomedier, fordi Det Kongelige Teater havde eneret på al, i litterær forstand, betydelig dramatik helt frem til 1889. Med Orfeus i Underverdenen indførte han Offenbachs operetter i Danmark, og han knyttede samtidig dramatikere som Jens Chr. Hostrup, Peter Faber og Thomas Overskou til teatret. Det blev almuen og middelstandens skuespilhus, hvor også børn var velkomne – i modsætning til Det Kongelige Teater, hvor Heiberg havde forbudt adgang for børn under ti år.
Tre afgørende direktører
Foruden grundlæggeren, der ledede teatret frem til sin død i 1873, har især tre direktører gjort sig gældende i den lange række af dygtige og ihærdige Folketeater-ledere. Det er J.F.S. Dorph-Petersen, Thorvald Larsen og Preben Harris. Dorph-Petersen havde som skuespiller og iscenesætter ved Folketeatret oplevet, hvordan Herman Bangs iscenesættelser i 1800-tallets sidste år nok havde gjort teatret til byens kunstnerisk førende, men også hvordan dette format ikke passede til teatrets brede folkelige traditioner. Dorph-Petersen lærte deraf og dyrkede i sin direktørperiode, 1900-1908, således især komedien med skuespillere som Poul Reumert, Sigrid Andersen (senere Neiiendam), Johannes Meyer og Rasmus Christiansen i de ledende roller. Han gennemførte desuden en omfattende restaurering af teatret, hvorved det gammeldags gaslys blev erstattet med det moderne elektriske. Ydermere fik han Herman Bangs elev Betty Nansen ind i teatrets ledelse, og hun blev således den første kvindelige københavnske teaterdirektør. Hendes høje kunstneriske ambitioner havde det svært overfor Dorph-Petersens folkelige, men hun opnåede dog personligt at få en stor succes i titelrollen i Amalie Skrams Agnete.
Thorvald Larsens periode, 1935-59, var kendetegnet ved et usædvanligt lødigt repertoire. Kaj Munk fik store succeser her med først Sejren, hvori Johannes Meyer gjorde sig stærkt bemærket, og derefter Han sidder ved Smeltediglen med Holger Gabrielsen i hovedrollen. Senere fulgte førsteopførelserne af Puslespil og Præsten i Vejby. Også Carl Erik Soyas stykker Brudstykker af et Mønster, Tredive Aars Henstand og endelig Efter med den geniale Angelo Bruun i hovedrollen førsteopførtes i Thorvald Larsens periode på Folketeatret. Rollerne blev spillet af en række af tidens største danske skuespillere. Det gjaldt – foruden Angelo Bruun – Carl Alstrup, Else Skouboe og Henrik Bentzon og af de yngre navne Birgitte Federspiel og Ove Sprogøe.
Preben Harris’ 30 år lange periode som direktør, 1971-2001, er den hidtil længste i teatrets historie. Han ansatte betydelige scenekunstnere som Lily Broberg, Kirsten Olesen og Kirsten Lehfeldt samt Erik Wedersøe, John Hahn-Petersen, Gyrd Løfqvist og Erik Paaske. Harris spillede Brechts og Bruun Olsens samfundskritiske stykker foruden danske dramatikere som Sven Holm, Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Astrid Saalbach. Hans største folkelige succes blev Skatteøen, som han selv havde dramatiseret, og som Sebastian satte musik til. Med sine omtrent 650 opførelser er den – bortset fra juleklassikeren Nøddebo Præstegaard – Folketeatrets største succes nogensinde. Til Preben Harris store fortjenester hører også indførelsen af eksperimentalscenen i København samt en gennemgribende istandsættelse af teatret.
Gennem de 165 år, Folketeatret har eksisteret, har de fleste københavnske scenekunstnere lige fra Bodil Ipsen og Osvald Helmuth til Kjeld Petersen og Dirch Passer optrådt her. Alle har de medvirket til at virkeliggøre ordene fra Adolph Reckes åbningsprolog om, at teatret i Nørregade skulle være "Folket til Gavn og Glæde".
