De urørlige

Det er en drøm at spille Driss

Interview med skuespiller Arian Kashef om De urørlige

Hvad er dit forhold til De urørlige?

Lige siden filmen udkom, har jeg været forelsket i historien, og jeg har set den forfærdelig mange gange. Selv filmens temamusik, forelskede jeg mig i, nemlig Una Mattina af komponisten Ludovico Einaudi. Det stykke musik kan høres alene og stadig have den samme betydning, som hele filmen har i sig selv. Faktisk motiverede den musik mig til selv at spille klaver. Jeg øvede hver dag i en lang periode, mens jeg gik på skuespillerskolen, indtil jeg kunne spille den. Så blandt andet derfor har ”De urørlige” altid været med mig, siden jeg så den første gang. Det er altid den sang, jeg spiller på klaver. Og det er også derfor, jeg syntes, det var et lidt mærkeligt tilfælde, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille med i forestillingen. Da jeg fik mailen, havde jeg helt svært ved at tro på, at det faktisk var rigtigt, og at det ikke var en fejl.

Hvorfor har filmen haft så stor betydning for dig? 

Jeg tror, det er fordi, jeg er forelsket i den relation, der er mellem de to hovedkarakterer Driss og Philippe. På en måde er jeg en blanding mellem Driss og Philippe. Mine forældre er akademikere og havde kunsten med sig. De er fra Iran, og det sprog er meget litterært. Alle de historier, jeg har fået fortalt, var gennem lyrik af blandt andet Jalal ad-Din Rumi, som er en af verdens største digtere og filosoffer. Da jeg var barn, gik jeg til violin og har altid haft musikken med mig og været interesseret i det klassiske. Samtidig hang jeg ud med en masse venner, der bestemt ikke var interesseret i hverken det klassiske eller kunst. Vi hang altid ud et eller andet sted, havde hættetrøje på og så seje ud.

Mest af alt genkender jeg Driss’ rejse. Den minder lidt om min. For på samme måde som Driss møder Philippe, mødte jeg en masse mennesker, der har fungeret som min Philippe. De troede på mig, viste mig vejen og fortalte mig, at jeg var dygtig. De så mig, lidt ligesom Philippe ser Driss. Og det gjorde, at jeg endte med at blive skuespiller, hvilket har været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

Hvordan er det at spille karakteren Driss?

Det er en drøm at spille Driss. Karakteren er så umiddelbar og impulsiv, og han tænker ikke meget over tingene, før han reagerer. Jeg har selv været lidt ligesom Driss, da jeg var yngre. Den naivitet og det impulsive drive han besidder, sådan var jeg også. Fik jeg en tanke, så sagde jeg den højt. Og var der noget, jeg ville, så gjorde jeg det bare. Vadede ind på teatret og sagde et eller andet, som man nok ikke måtte. Så på en måde skruer jeg lidt op for teenage-Arian, når jeg spiller Driss. Driss er lidt ligesom små børn. De har ingen fordomme. De er ligeglade med, hvordan du ser ud, eller om du har en dårlig historik. Hvis du smiler til dem, smiler de tilbage. Det er den samme energi, Driss har. Han fordømmer ikke nogen. Og selvom han har alle mulige problemer selv, er det som om, han lige er her for at lette situationen for andre ift. de udfordringer, de står i. Det, synes jeg, er en gave at få lov til at spille på scenen. Det rene indtryk. Og det savner jeg generelt i den verden, vi lever i. Jeg tror, at hvis der var flere mennesker ligesom Driss, så ville verden være et bedre sted.

Hvordan har det været at spille tæt sammen med en erfaren skuespiller som Preben Kristensen?

Det har været en fornøjelse! Det er fantastisk at lære af ham og observere den måde, han nørder med en tekst på. Hvordan han mærker en scene og går til den på gulvet. Han har været god til at hjælpe mig med hans kæmpe flair for, hvordan en scene kan fungere bedre. Og det har jeg været rigtig glad for. Tilbage i 2021 overrakte Preben tilfældigvis en Lauritzen-pris til mig, der hedder Believe in You-prisen. Og der kendte jeg ham ikke, så det er sjovt lige pludselig at stå på scenen sammen. Vi har det godt sammen, hvilket forhåbentlig skinner igennem, når vi spiller.

 Hvorfor tror du, der er så mange, som har forelsket sig i De urørlige?

Fortællingen relaterer sig til alle. For det er en fortælling om håb. En fortælling om at få en ny chance. Den handler om mennesker og det at gøre noget godt for andre. Og det kan vi relatere til. Vi alle ønsker at blive troet på, at være elsket og have et venskab. Og jeg tror, at den her fortælling giver os en følelse af, at man har en ven. At fortællingen bliver ens bedste ven, mens man oplever den. Den går lige i alle de følelser, vi mennesker har og skal bruge for at overleve i den her verden. 

Det er jo en ønskerolle

Interview med skuespiller Preben Kristensen om De urørlige

Hvad er dit forhold til De urørlige?

Før jeg blev spurgt af Folketeatret, havde jeg kun set filmen én gang, lige da den udkom. Men jeg huskede den tydeligt. En helt fantastisk, rørende og hjertevarm historie. Så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at svaret var ja, da jeg blev tilbudt rollen. Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke skulle på turne igen. Det har jeg været så mange gange, og det er hårdt arbejde. Men jeg kunne ikke sige nej. Det er jo en ønskerolle.

Jeg har tænkt meget over, om vi mon kan leve op til folks forventninger til historien. Det har vi alle på produktionen. Men vi besluttede, at det måtte vi sætte os udover og sige til os selv, at nu fortæller vi vores version. Der er ingen tvivl om, at på teatret bliver skuespillerne centrum på en helt anden måde, da vi ikke har mulighed for at lave de samme kæmpe kulisser og scener som i filmen. Til gengæld er teatret her og nu. Publikum er i rum sammen med de mennesker, der spiller rollerne og omvendt. Så det bliver levende på en helt anden måde, end film kan.

Hvordan er det at spille Phillippe?

Faktisk er det ikke første gang, jeg spiller lam. På Nørrebro Teater spillede vi tilbage i 90’erne forestillingen Det er vel mit liv af den britiske forfatter Brian Clark. Og her spillede jeg også en mand, der var lam fra halsen og ned. Så når folk spørger mig, om det er svært ikke at kunne bevæge sig på scenen, er det faktisk det mindste problem. Generelt tænker jeg ikke så meget over det kropslige, og at jeg ikke kan bruge andet end mit ansigt. Jeg fokuserer mere på de tanker og situationer, der er i fortællingen. Det hele ligger meget mere i ordene, da jeg ikke kan understrege ting med de normale fysiske reaktioner. Jeg må stole på, at mine tanker er så tydelige, at publikum kan høre det, ud fra den måde, jeg siger det på. 

Det eneste rent fysisk, som kan være svært, er de naturlige reflekser som kroppen har. Dem skal jeg modarbejde. En gang imellem kan man jo komme til at bevæge storetåen eller noget andet, når man rører sig eller gør noget, som kan udløse en reaktion. Men det går altså bare ikke. Jeg er endnu ikke kommet til ubevidst at bevæge mig under en forestilling. Jeg har fundet nogle systemer, hvor jeg, hvis jeg f.eks. sidder forkert i kørestolen, rent faktisk godt kan rykke mig en lille smule uden at nogen opdager det. Så jeg har nogle små tricks, jeg gør brug af. Det allersværeste er, hvis det pludselig begynder at klø et eller andet sted. Hvis det er i ansigtet eller på halsen, kan jeg bede mine medskuespillere på scenen, om ikke de vil klø mig – selvfølgelig i rollen. Men det kan jeg ikke, hvis det er andre steder på kroppen, for det kan Phillippe jo ikke mærke.

Generelt spiller stolen en stor rolle i forestillingen. Det giver et realistisk look, at det er den helt rigtige stol, som jeg kan styre med mit hoved. Heldigvis er den nem for mig at styre. Den er fra samme firma som stolen, der er med i filmen. Og den er tilpasset mig, min vægt og højde. Sjovt nok tror mange, at det ikke er mig selv, der kører stolen, fordi jeg næsten ikke bevæger hovedet. Men det er mig selv, der styrer den. En stor udfordring opstår, når vi kommer til scener, som er skrå. Her er det vigtigt, at vi husker at låse de kørestole, vi bruger på scenen, så jeg ikke triller ud over kanten.

Hvordan er det at spille så tæt sammen med en ung skuespiller som Arian?

Det har været en rigtig god oplevelse. Han har den egenskab, som enhver skuespiller bør have, nemlig at han lytter. Og det er vores fornemmeste opgave at lytte til hvad andre siger og reagere på det. Og det gør han. Han er nem at spille med, for han ved, hvad han gør hele tiden. Vi kendte ikke hinanden, da vi startede på De urørlige. Vi havde godt nok mødtes en gang før, for jeg overrakte ham Lauritzen-prisen ”Believe in you-prisen” tilbage i 2021, men her talte vi ikke sammen. Så snart vi begyndte på De urørlige, klikkede vi bare. Og jeg tænkte fra første dag, at det her kommer til at blive fint, for der kunne jeg allerede mærke, at vores kemi er god. Og det er ret skønt at opleve med nye unge kollegaer. I det hele taget er holdet ret godt. Nogle af dem kendte jeg ikke, men vi fik hurtigt et meget godt forhold til hinanden. Vi har været trygge sammen. Så det er en stor fornøjelse at være på turne med den her vidunderlige historie og med det her fantastisk hold.