Fra regnormenes liv

På besøg i livet

Af Kasper Wilton, teaterchef og instruktør

Fra regnormenes liv har fulgt mig siden sin første danske opførelse på Gråbrødrescenen i 1981. Siden 1985 har jeg med regelmæssige mellemrum taget Dansklærerforeningens glimrende kommenterede udgave frem, læst i den, og sat den tilbage på reolen igen. I 33 år den samme bevægelse; ned af reolen, læse og op igen. Hvad holdt mig tilbage? Stoffets vældighed, krav til besætning, krav til instruktøren måske? Eller måske en tanke om, at selv på læseplanet er dette noget særligt? ”This is not to be improved,” sagde Lincoln, da nogen ville bygge en bro over Grand Canyon

Stykket snyder. Det ligner realisme – men er det ikke. Det ligner en guldalderfortælling – men er meget mere. Man tror, det er Andersen, der er hovedpersonen, men det er Johanne, der er omdrejningspunktet. Ordet ”is” nævnes 19 gange bare i anden akt. Dertil ”sne”, ”kulde” og ”fryse”. Det er et koldt univers, vi er i. Nok sammenligner proletarbørnene sig med sumpplanter, der vil op til solen, men det er kulden, der dominerer.

På Marstrands billede med motivet af den heibergske familie samlet idyllisk i dagligstuen (i øvrigt et falsum, der er malet efter både Thomasine og Heibergs død) sidder den dannede Thomasine Gyllembourg og læser op. I sit skuespil sætter Enquist en mærkelig, vulgær gamling som et modstykke til den dannede Thomasine Gyllembourg, men hvem er hun, denne gamling? På det konkrete plan må hun opfattes som Johannes mor, men Enquist opløser hendes tid: ”Hun kom aldrig i kristen jord,” siger Johanne, mens den gamle sidder levende bag hende. Ved hendes tilstedeværelse er ikke alene vrangen på idyllen repræsenteret, men tillige døden og dermed også Johannes død – overført eller konkret – for på nok et plan er den gamle Johanne selv. ”Ser De ikke, hvem det er? Det er mig – lige før jeg døde,” siger hun til Andersen.

Ludvig Heiberg er en gåde. Denne dannede og sprænglærde mand. Hvorfor kom netop han i unåde? Hvorfor kunne af alle mennesker præcis ikke han læse tidens strømninger? Hvorfor holdt han, der revolutionerede det stivnede repertoire på Det Kongelige Teater med sine nytænkende vaudeviller, fast på en teaterstil, tiden løb langsomt, men uundgåeligt fra, mens han så til? For et barn, der oplever sin far blive landsforvist for opposition mod systemet, se sine forældre blive skilt, og, som følge af dette, forbudt samkvem med dem og opfostret hos plejefamilier, var barnesåret nok for dybt. Al ulykke kommer af modstand mod systemet. Han blev systemets mand – og kom i ulykke af det.

Andersen er her besøgeren. Som i virkeligheden. På en måde var han på besøg i livet. Fik aldrig sit eget, end ikke eget hjem; men opholdssteder, flygtige boliger af forskellig varighed, som han rejste fra. Han levede et næsten parallelt liv, stræbte så meget, vandt det hele, men tabte det vigtigste. ”Nogle kan kun se indad,” siger Andersen i erkendelse af sin manglende evne til at elske. Han improviserer Snedronningen, et eventyr han skrev, 12 år før Fra regnormenes liv foregår; men bytter her om på personerne. Det er Andersens (Kajs) tåre, der falder på Hannes (Gerdas) tilfrosne hjerte og lærer hende at stave til ordet ”kærlighed”. Han selv kan ikke, han vandt nok det halve kongerige – men aldrig prinsessen.

Johanne skriver i stykket på sin erindringsbog: Et liv genoplevet i erindringen. Hun påbegyndte dette arbejde i 1856 – året hvor stykket udspiller sig. Uden for scenebilledet skimtes brudstykker; et pulterkammer med erindringer. Hendes sprog afslører hende. Hun er værtshusbarn fra Nørrebro, og når hun ”forglemmer” sig, dukker proletaren frem, i ord, i sociolekt. Andersen forskrækkes over begge. Hun prøver at finde ud af, ”hvornår hun døde”. Det er i Enquists optik den egentlige grund til hendes skriveri, og så at forsvare Heiberg, der kun føler sig hjemme under døde stjerner, som han betragter. Johanne er omdrejningspunktet, hun er klatret op ad rangstigen ved at tænke og opføre sig som mand, og over for hende står den ”kvindagtige” digter Andersen. Hun, kvinde med en mands psyke, han, mand med en kvindes. I omfavnelsen bliver de ét, bliver hele, for kort efter at konstatere, at ”det er for sent”.

”De døde burde tage sig mere af hinanden,” siger Johanne til sidst, efter Andersen har lukket øjnene på den gamle kvinde (på Johanne?), og så sætter de sig som på Marstrands billede i Enquists modbillede af samme: Fire døde mennesker omkring et bord. De har vundet den halve verden; men tabt kærligheden, tabt sig selv.