En Pippi, der både spiller i dur og mol
Af instruktør Birgitte Næss-Schmidt
Hvem bestemmer, hvordan livet skal leves? Er udenadslære bedre end erfaringslære? Og er det bedst at vide, hvor Portugal ligger på et kort, eller selv at have besøgt landet og set, hvordan livet udfolder sig der?
Spørgsmålet om, hvem der har definitionsretten er det helt store underliggende spørgsmål i Pippi Langstrømpe.
Pippi søger spørgsmålene i stedet for svarene. Hun stiller spørgsmål og modspørgsmål, vender tingene på hovedet og baglæns og drejer og undersøger alting, hvilket gør hende til en (sprog)filosof i klassisk forstand. Samtidig er hun personificeringen af det gode magtmenneske, der ved, at med styrke kommer også et ansvar om at opføre sig ordentligt.
At Pippi Langstrømpe er relevant i 2022 skyldes blandt andet, at det er evigt aktuelt at være vågen og samfundskritisk, og at vi i dag, hvor alting går stærkt, og beslutninger har konsekvenser som aldrig før, slet ikke har råd til doven udenadslære og fastlåste samfundsnormer.
Pippi Langstrømpe er historien om Pippi, der kommer til Lillebyen og ryster det konstruerede samfunds selvbillede. Hun stiller spørgsmål til samfundets normer og måder at tænke og handle og nedbryder gerne det hele. Hun udfordrer ordensmagten, skolesystemet og socialforsorgen og går i kødet på spidsborgerlighedens kaffeslabberas, der er blottet for refleksion og udsyn.
Kontrasten mellem Pippis farverige verden, der er i konstant udvikling, og Lillebyens stillestående, reproducerende samfund, der kører på autopilot, gav mig idéen til rent visuelt at lade Pippi komme med farverne til det grå samfund. Scenograf Benjamin la Cour og jeg har således ladet Pippis påvirkning af sine omgivelser skinne visuelt igennem både i hans scenografi og kostumer og i Lars Schous lysdesign.
En mere nuanceret Pippi
Der findes en række dramatiseringer af Pippi Langstrømpe, og at jeg netop faldt for Jonna Nordenskiölds skyldtes, at den giver plads til en mere nuanceret Pippi.
Her er der strøet flere godnatscener ud end ellers. Scener, hvor Pippi taler til sin mor i himlen og sin far på de syv have. Scener, hvor ensomheden, savnet og sårbarheden kan få lov at træde frem og vise en Pippi, der ikke kun spiller i dur, men også i mol – helt i tråd med Astrid Lindgrens univers.
Det giver os en bedre forståelse for, at hendes løgnehistorier både er en ren frigivelse af fantasi, men også en måde at overkomme angst og ensomhed på.
Pippi kan samtidig lære os, at vi selv er med til at definere vores eget liv og det samfund, vi lever i. Med denne forestilling håber jeg at kunne minde publikum om, at vi kan og skal gøre en forskel, og at vi skal søge spørgsmålene og ikke bare stille os tilfredse med svarene.
Og så håber jeg at sende både børn og voksne ud af teatret med en lyst til legen og livet.
