Af Julia Lahme, forfatter, etnolog og trendforsker
Ordet familie er magisk. Det er et magisk ord, fordi det vækker en længsel hos os efter sammenhæng, kærlighed, loyalitet og troskab. Og alt dette på trods. Begrebet familie kræver af os, at vi siger ja til at elske på trods, at udholde hinandens idiosynkrasier, eller sagt helt råt: gakkethed. Så snart nogen siger familie, længes vi efter at være med, at høre til og at gøre alt det på trods af alle vore egne fejl – og måske endda på trods af de andres. Vi tilgiver, imødekommer og ser forbi elementer, der ellers ville have gjort, at vi ville have vendt andre udenfor familien ryggen, hvis de havde haft samme grænseoverskridende adfærd. Begrebet familie er magisk, fordi det nulstiller alt andet. Familien er vigtigst.
Familien er også magisk, fordi det er lige der, midt i den, at vi selv begynder. Det er sammen med den, vi har hver vores skabelsesberetning og hver vores historie. Det er med den, alting begynder, og med den rigtig meget slutter, og så er den omdrejningspunktet, handlingen og dramaet i The Humans. Familien er fællesmenneskelig, og i kulturhistorien på hele kloden begynder vi alle sammen med familien. De værdier, de læringer og de mønstre, vi baserer resten af vores øvrige færden på, tager for langt de fleste af os udgangspunkt i familien. Enten i den, vi har, i den, vi ville ønske, vi havde, eller i den, vi aldrig fik.
Hvis du, der læser dette, nogensinde har været i terapi, vil du vide, at din familie er svær at slippe udenom. Det samme er din plads i søskendeflokken, og rigtig mange af os beskriver – selv som voksne – os selv ud fra, hvordan vi oplevede vores plads i familien. Konkrete episoder, konkrete sætninger og selv tapetet i vores barndomshjem kan blive udgangspunktet for de identitetsbeskrivende historier, vi skaber om os selv. Og de historier, vi fortæller vores nye familie: Den urbane familie, de nære venner eller dem, vi har givet vores gener og næser videre til. For selvom vi gør, hvad vi kan, bor familien i vores kød, i vores ansigtstræk og i vores tanker og måder at være i verden på. Din familie er dig, og det er så svært at slippe udenom.
Uanset, om familien er et fængsel eller en mulighed for fest for os hver især, så har der altid været noget med den, vi vidste, vi var nødt til at tage stilling til. I Første Mosebog står der, at manden forlader sin far og mors hus for at kunne blive ét kød med sin hustru. Han – vi – er simpelthen nødt til at komme væk for at kunne bygge en egen familie. Det skal vi alle. Uanset, hvad den familie, vi bygger, består af, og uanset, hvem vi inviterer ind i den, er vi nødt til at forlade vores forældres hus, og netop derfor er det så vigtigt, at The Humans ikke foregår hjemme hos forældrene.
Kulturhistorien viser os, hvordan familien også handler om loyalitet. Vi kan kigge hvor som helst hen for at finde ud af, at loyaliteten trodser enhver beskrivelse, selv når ingen rigtigt gør sig fortjent til den. Fra de islandske sagaer over Romeo og Julie og til The Sopranos – familien er kernen og det ufravigelige udgangspunkt. Indimellem er det kun døden, der kan løsne familiens indflydelse over os. Familie er det magiske ord, også når det kommer til loyalitet, for hvor skal den først og fremmest ligge? Din loyalitet, dem, du skylder noget, er ikke nødvendigvis dem, der har gjort mest for dig, men dem, hvis ører du har arvet.
Men loyaliteten virker, og det gør den også, hvis man kommer til at læse Freud, som engang sagde noget i retning af, at familiens liv er organiseret omkring den mest skadede person i den. Det er her, loyaliteten for alvor bliver virkelig, her, den vinder, og her, den bærer os igennem. Det er her, kærlighedsbåndet træder i kraft, og her, magien spiller ind, for hvor ellers finder vi så megen menneskelig selvopofrelse, som vi gør i familien? At familien stadig vil os så meget og indimellem giver os så megen modstand, er magisk. Der er kun én ting, der er lige så magisk, nemlig kærlighed. Og uanset, hvad vi står med, og hvilke kort, hvilke forældre, hvilke bedsteforældre og søskende, vi er givet, så vil vi stadig familiens kærlighed. Hvis ikke den familie, vi er begyndt med, så den, vi selv bygger undervejs. Selvom det modsatte er bevist gang på gang, så længes noget dybt, dybt inde i os stadig efter den form for kærlighed, der kommer, når man ved, man hører til i en flok. I familien. Det må være magisk; der er ikke andre forklaringer, og det er også her, håbet for, at verden bliver bedre, kan spire. Her det kan få plads. For jo større, vi lader familien være, jo mere magi, vi lukker ind, jo længere kan vi flytte os sammen. Og uanset, hvorhen vi når: Det hele begynder med familien.
