Af Birgitte Possing, dr. phil. og forfatter til bogen 'Argumenter imod Kvinder'
Maddiker er et teaterstykke om, hvordan man som kvinde mister værdi og identitet med alderen. Forestillingens tre kvinder repræsenterer forskellige livsfaser fra 60-årsalderen til livets afslutning med alt, hvad dertil hører af forandringer, diskrimination fra andre og tilvækst af egne kropslige såvel som mentale skavanker, tab af familie og venner, mistet seksualitet og sygdomme, der kom til.
Folketeatret har spurgt mig, om jeg vil kaste et fagligt blik på kvinders aldring i dette program. Det kan jeg næppe tale fagligt om med nogen som helst vægt. Især fordi jeg ikke er aldersforsker. Jeg runder dog selv de 70 år i dette forår. Skal jeg tale om, hvad der sker med alderen, kan jeg derfor kun tale på egne vegne om det, jeg står på tærsklen til, og om det, jeg har set hos andre. Jeg har levet, arbejdet, ledet, rejst, forsket og skrevet i hele mit voksne liv. Hvad ved jeg om aldring? Ikke andet end det, jeg selv mærker. Skavankerne er begyndt. Sygdom har jeg haft, levet igennem og overstået. Gigt og nattekramper er så småt begyndt at lade mærke på sig. Men det er ikke dét, der fylder for mig. Det er ikke dét, jeg dvæler ved.
For måske er den bedste tid gemt til sidst? Det var titlen på den bog, som Lone Kühlmann redigerede og udgav i 1995, og som jeg selv var en af bidragsyderne til. Her drømte jeg blandt andet om at stå på toppen af Himmelbjerget og se ud over Verdenshavet og hver anden dag begive mig ned til brændingen for så at vende tilbage til bjerget. For jeg vidste, at jeg ved havet ville savne bjerget og på bjerget ville savne havet. Så kunne jeg lige så godt være undervejs hele tiden og dø på vejen. For det var og er stadig sådan, at det giver et særligt kick at længes, undres og anstrenge sig. Jeg skrev dengang for 27 år siden: “De øjne, der blir ved at kunne undres, holder aldrig op med at se. Derfor dør de ikke, som Einstein sagde. Og når jeg blir gammel, vil jeg stadig ha’ lov til at yde mit ypperste, selvom det kun måtte blive ganske lidt.”
Vi kan, som kvinderne i Maddiker gør det, sagtens føle, at alderen gør, at vi mister værdi i andres øjne. Selv om vi selv føler os klogere, visere og mere bredt funderede end nogensinde. Men selv om hverken kvinder eller mænd kan forhindre aldringen eller forfaldet, kan vi vel øve og anstrenge os på at leve så godt som muligt med det? Vi kan vel fortsætte med at undre os, være nysgerrige på vores omgivelser og os selv? Vi kan vel udfordre os selv, så vi holder ryggen rank helt til udgangen?
Vi kan i hvert fald lade os inspirere af andre, der har gjort det. I sorte stunder minder jeg mig selv om den kloge etnograf Henny Harald Hansen, der blev født i år 1900. Henny Harald Hansen blev i sin levetid et forbillede for mange kvinder. Hun havde fået to børn og havde gennem livet og efter sin skilsmisse uddannet sig som tegner, kunsthistoriker og arkæolog for til sidst at få en magistergrad i etnografi. Da var hun fyldt 51 år. Hun blev en pioner inden for etnografien, rejste i den muslimske verden, skrev mange bøger og holdt et utal af foredrag om klædedragtens historie og om kvinder i Irak, Bahrain, Iran og Egypten. Hun mødte sin omverden med respekt, empati og ydmyghed. Med et blik besjælet af ånd. Da hun selv blev gammel, rigtig gammel og syg, fremhævede hun sin alders styrke frem for dens gebrækkeligheder og iagttog den med et nysgerrigt blik. Som over 90-årig var hun næsten blind og kunne hverken gå eller spise selv. Alligevel var hun klar i mælet, da hun svarede på et spørgsmål fra en journalist om, hvordan hun havde det: “Jeg har det glimrende. Jeg er bare ved at give mine gaver tilbage.”
Henny Harald Hansen blev med sit åndfulde og værdige syn på verden efterstræbelsesværdig. Selv om vi ved, at vi ender som maddiker, kan vi løfte værdien af det aldrende liv og holde mismodet på afstand ved at iagttage forfaldet gennem det forundrede, nysgerrige og empatiske blik. Sådan kan vi også glædes over dette teaterstykke. Værdigt og med et gran af humor.
