Jeg lokker publikum ud på en isflage, der langsomt driver fra land...

Erling Jepsen om Næste år bliver øllet bedre

Fortæl lidt om baggrunden for stykket. Hvad var dine bagvedliggende tanker?

Jeg fik tanken om at skrive stykket, da jeg selv var medlem af et bryggerlaug. Det var min svoger, der havde indrettet en kælder alla den, der er med i stykket. Og en gang hver fjortende dag kom der to andre midaldrende mænd, der også havde et lille bryggeri hjemme i kælderen. De holdt møde, og de smagte på varerne. De skulle stille op til et stævne, det store sjællandske ølskue. De ville nemlig gerne slå nabokommunen, som de havde et lille mellemværende med.

En af mine opgaver var, at jeg skulle være fordommer. Her sad jeg med glas sirligt stillet op foran mig, og så skulle jeg give point alt efter, hvilke jeg synes smagte bedst. Det var højtideligt, og det blev taget meget alvorligt. Desuden skulle jeg, ligesom vi ser i forestillingen, føre logbog og holde styr på datoerne ift., hvornår der skulle hældes det ene og det andet i osv. Jeg har altså haft den type bryggerlaug, som de to hovedpersoner i forestillingen er en del af, tæt på livet.

Noget jeg især lagde mærke til, var det kammeratskab, der eksisterer i sådan et laug. De var utroligt støttende over for hinanden, og det har jeg gerne ville have frem i forestillingen. Et lille mandesamfund set indefra, hvor der er sjov og ballade, og hvor de får en lille skid på, men hvor det kan tippe over. Det så jeg også dengang, jeg selv var med i et laug. Slet ikke lige så slemt, som i stykket, men det inspirerede mig til at skrive om den glidende og stille overgang fra det at smage på varerne til, det langsomt ender i et problem. Og her har jeg som dramatiker taget fat i den yderste konsekvens ift., hvordan sådan en vej kunne se ud. En slags virkelighedsflugt ind alkoholens tåger.

Stykket er bygget op på en helt særlig måde. Hvorfor valgte du netop at skrive stykket i den form?

Jeg har fra helt ung været inspireret af absurdisterne. Dario Fo, Samuel Beckett, Harold Pinter og Eugène Ionesco. Jeg kunne godt lide den måde hvorpå, deres fortællinger kørte som en helvedesmaskine, ingen kunne stoppe. Så jeg fandt min egen vej i det, og den stil har jeg haft lige fra begyndelsen. Jeg kan godt lide at overraske og snyde publikum ved f.eks. at lade publikum holde med en karakter, og så lade dem fortryde, at de holdt med den karakter. Jeg lokker publikum ud på en isflage, som glider umærkeligt længere og længere væk fra fastlandet. Og så ved publikum ikke, hvordan de pludselig kom derud, og hvordan de kommer tilbage igen. De gled lige så stille væk fra det hyggelige, uden de lagde mærke til det og opdager så, at det hele ikke er så hyggeligt længere.

Hvad håber du, publikum tager med sig hjem, når de har set stykket?

Jeg har forsøgt ikke at udstille folk med alkoholisme, men derimod håber jeg på, at publikum får mere sympati eller forståelse for de to karakterer og altså alkoholikere generelt. Det kunne være dejligt, hvis publikum fremover tøver lidt med at tage afstand og tænke negativt ift. folk med alkoholproblemer. Men at de får et lidt andet blik på det, næste gang de møder nogen, der er på vej ud i tågerne.

"Ikke for at gøre det helt firkantet, men mange mænd har svært ved at tale om de ting, som egentlig virkelig er kernen i deres problem." Thomas Mørk og Jesper Asholt om mænd og venskaber.

Jesper Asholt

Født 1960
Uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen på Aarhus Teater i 1991.

Jesper Asholt er blevet kaldt en forvandlingskunstner af de sjældne og er specialist i at portrættere ’den lille mand’ eller hvad man kunne kalde hverdagsdanskeren.

Jesper Asholt fik sit gennembrud i 1995 i Henrik Ruben Genz’ film Omveje. Han har medvirket i over 40 film, men er især kendt for sin rolle som den retarderede Rud i Mifunes sidste sang (1999), Henry i Kunsten at græde i kor (2007), Gud taler ud (2017) og som Far i hele fire Far til fire-film (2005-2015).

På tv har han medvirket i serier som Bryggeren (1996), TAXA (1997), Edderkoppen (2000), Mit liv som Bent (2001), Nikolaj og Julie (2002-2003) samt Badehotellet (sæson 3 & 4). Jesper Asholt har også kunnet opleves i tv-julekalenderen Jul på Kronborg (2000).

Jesper Asholt har modtaget både Robert- og Bodilprisen for sine roller i Mifunes sidste sang og Kunsten at græde i kor.

På teatret har Jesper Asholt betrådt de skrå brædder på bl.a. Aarhus Teater, Nørrebro Teater og Folketeatret – på sidstnævnte i forestillinger som Mens vi venter på Godot (2013) og Jean de France (2016).

Jesper Asholt har desuden optrådt med gruppen More Jacks – en hyldest til Four Jacks sammen med Keld Heick, Jesper Lohmann og Stig Rossen.

Jesper Asholt fejrer med Næste år bliver øllet bedre sit 40-års skuespillerjubilæum.

Thomas Mørk

Født 1962
Uddannet skuespiller fra Statens teaterskole i 1987.

Efter debuten på Det Kongelige Teater i 1988 har Thomas Mørk optrådt dér og på mange andre teatre, i film og på Radioteatret.

I sine roller rækker han fra det drengede til det rablende vanvittige som fx inden for revy og i Cirkus Montebello sammen med kollegaen Niels Olsen. Desuden behersker Thomas Mørk det forfinede og sjælesarte spil som fx i Strindbergs Spøgelsessonaten (1989) samt det tragiske som i Lars Noréns Stilheden (1990) og Henrik Ibsens Gengangere (1993).

Thomas Mørk har spillet titelrollerne i Schillers Don Carlos (Det Kongelige Teater 1999) og i Molières Misantropen i Botho Strauss' version på Husets Teater i 2001.

På Rialto Teatret spillede han i 1998 som monolog Lev Tolstojs novelle Kreutzersonaten, og igen på Husets Teater medvirkede han i Nikoline Werdelins Mine to søstre (2001) og Erling Jepsens Manden fra Estland (2005).

Desuden har Thomas Mørk været engageret som skuespiller og instruktør i eksperimenterende avantgarderevy som Ymer på Helsingør Teater (2000), men også mere traditionelle revyer som Cirkusrevyen 1999, Hjørring 2002, Nykøbing F 2004 og Esbjerg 2005.

På tv har han optrådt i satire-programmet Ansjosen (1995-1997) og i serierne Flemming og Berit (1994), Bryggeren (1996) og Krøniken (2004), ligesom han har medvirket i julekalenderen Alletiders jul. Han har også lagt stemme til en lang række tegnefilmsfigurer.

Erling Jepsen

Født 1956
Autodidakt dramatiker og forfatter

Erling Jepsens dramatik er, ligesom hans romaner, ofte præget af en underfundig og underspillet humor, selv når temaerne er alvorlige. Tit er det hans egen baggrund og opvækst i Sønderjylland, han lader sig inspirere af i sine værker. Noget han i øvrigt aldrig har lagt skjul på.

De mennesker, vi møder gennem Jepsens spidsfindige blik, gør ikke stort væsen af sig, men de gør indtryk. Det gælder også Jørgen og Orla, der muligvis befinder sig i en mandlig midtlivskrise, men holder sammen i håbet om, at ’næste år bliver øllet bedre’.

Erling Jepsen debuterede som dramatiker i 1977 og har siden vundet adskillige priser for sine værker herunder Danske Dramatikeres Forbunds Hæderspris og Holbergmedaljen. I 1999 debuterede han som forfatter med romanen Ingen grund til overdramatisering. Erling Jepsen fik sit folkelige gennembrud med den delvist selvbiografiske roman Kunsten at græde i kor fra 2002, som blev filmatiseret i 2006 med netop Jesper Asholt i hovedrollen.

Erling Jepsen er i dag en særdeles kendt og anerkendt forfatter af romaner som Frygtelig lykkelig, Den sønderjyske farm, Erna i krig og Vindueskiggeren blot for at nævne nogle få af Erling Jepsens mange prisvindende romaner, hvoraf flere er filmatiseret.

Vi gør opmærksom på, at forestillingen skildrer misbrug af alkohol. Hvis du har brug for rådgivning i forbindelse med et alkoholmisbrug, kan du kontakte Alkolinjen på tlf. 80 200 500. 

Kunstnerisk hold

Forfatter: Erling Jepsen
Dramaturgisk bearbejdelse: Ninette Mulvad
Instruktion: Joy-Maria Frederiksen
Scenografi: Marianne Nilsson
Lysdesign: Lars Schou
Videodesign: Søren Knud, Omnivox
Lyddesign og -afvikling: Michael Roger Henriksen

  • Forestillingsleder og regissør: Sallie Thomsen
    Produktionsleder: Sophus Mathiasen
    Sufflør: Susanne Billeskov
    Sceneafvikling: Bent Schumacher
    Skræddere: Helle Jacobsen, Trine Walther
    Lysafvikling: Baard Nilsson
    Lysteknik: Baard Nilsson, Flemming Jensen
    Malere: Mia Walther, Søren Hornemann
    Maskører: Mikaela Artén, Maria Johnsen
    Rekvisitører: Lisa Jürgensen, Pia Ellegaard Noes
    Smede: Sonny Oeftiger, Allan Carlsson
    Snedker: Hans Holmen
    Scenetekniker: Jacob Thorup
    Special effects og LED: Jan Wonsbek
    Videokonsulent: Søren Knud
    Praktikant: Ingrid Middelboe
    Fotograf: Gudmund Thai

  • Teaterchef: Mette Wolf
    Daglig leder, børne- og ungeafdelingen: Ingrid Alering
    Produktionsdramaturg: Mads Andersen
    Kreativ producent: Ann-Sofie Ettrup Bertelsen
    Forestillingsledere: Malou Eggert. Mikkel Bungaard, Sallie Thomsen
    Foyerchef: Nikolai Krogh Handskemager
    IT- og sceneteknik: Morten Perfort
    Kommunikationschef: Lotte Undén
    Kommunikationsmedarbejder: Astrid Thoudal Feder
    Lydteknikere: Steen Larsen, Michael Roger Henriksen
    Malersalsleder: Mia Walther
    Maskør: Maria Johnsen
    Maskørleder: Mikaela Artén
    HR-chef: Lone Beier
    Produktionschef: Sophus Mathiasen
    Produktionsleder: Morten Droob
    Receptionister: Lone Sams, Marianne Arnvig
    Rekvisitør: Linda Buch
    Økonomi- og administrationschef: Søren Normann Hansen
    Regnskabsmedarbejder: Denice Hagelberg
    Bogholder: Carsten Bjerreby
    Kommerciel chef: Olina Jægergaard
    Gruppe- og eventkoordinator: Janne Mette Madsen
    Scenemester: Niels Ohmann
    Sceneteknikere: Bent Løck Møller, Bent Schumacher
    Påklæder og sceneafvikler: Anne Mette Grønborg
    Skrædder: Trine Walther
    Skræddersalsledere: Christina Fos, Helle Jacobsen
    Smed: Allan Carlsson
    Snedkere: Hans Holmen, Simon Polli
    SoMe-medarbejder: Nadia Harpøth Adan
    Specialteknik: Jan Wonsbek
    Teaterteknikerelev: Bjarke Sibbern
    Turnéchef: Line Tønder
    Transport- og logistikansvarlig: Casper Ravn
    Chauffør: Thomas Claus Hytting
    Bygningsforvalter: Kim Clemmensen
    Ungarbejder: Theodor Schouw