Jeg lokker publikum ud på en isflage, der langsomt driver fra land...
Erling Jepsen om Næste år bliver øllet bedre
Fortæl lidt om baggrunden for stykket. Hvad var dine bagvedliggende tanker?
Jeg fik tanken om at skrive stykket, da jeg selv var medlem af et bryggerlaug. Det var min svoger, der havde indrettet en kælder alla den, der er med i stykket. Og en gang hver fjortende dag kom der to andre midaldrende mænd, der også havde et lille bryggeri hjemme i kælderen. De holdt møde, og de smagte på varerne. De skulle stille op til et stævne, det store sjællandske ølskue. De ville nemlig gerne slå nabokommunen, som de havde et lille mellemværende med.
En af mine opgaver var, at jeg skulle være fordommer. Her sad jeg med glas sirligt stillet op foran mig, og så skulle jeg give point alt efter, hvilke jeg synes smagte bedst. Det var højtideligt, og det blev taget meget alvorligt. Desuden skulle jeg, ligesom vi ser i forestillingen, føre logbog og holde styr på datoerne ift., hvornår der skulle hældes det ene og det andet i osv. Jeg har altså haft den type bryggerlaug, som de to hovedpersoner i forestillingen er en del af, tæt på livet.
Noget jeg især lagde mærke til, var det kammeratskab, der eksisterer i sådan et laug. De var utroligt støttende over for hinanden, og det har jeg gerne ville have frem i forestillingen. Et lille mandesamfund set indefra, hvor der er sjov og ballade, og hvor de får en lille skid på, men hvor det kan tippe over. Det så jeg også dengang, jeg selv var med i et laug. Slet ikke lige så slemt, som i stykket, men det inspirerede mig til at skrive om den glidende og stille overgang fra det at smage på varerne til, det langsomt ender i et problem. Og her har jeg som dramatiker taget fat i den yderste konsekvens ift., hvordan sådan en vej kunne se ud. En slags virkelighedsflugt ind alkoholens tåger.
Stykket er bygget op på en helt særlig måde. Hvorfor valgte du netop at skrive stykket i den form?
Jeg har fra helt ung været inspireret af absurdisterne. Dario Fo, Samuel Beckett, Harold Pinter og Eugène Ionesco. Jeg kunne godt lide den måde hvorpå, deres fortællinger kørte som en helvedesmaskine, ingen kunne stoppe. Så jeg fandt min egen vej i det, og den stil har jeg haft lige fra begyndelsen. Jeg kan godt lide at overraske og snyde publikum ved f.eks. at lade publikum holde med en karakter, og så lade dem fortryde, at de holdt med den karakter. Jeg lokker publikum ud på en isflage, som glider umærkeligt længere og længere væk fra fastlandet. Og så ved publikum ikke, hvordan de pludselig kom derud, og hvordan de kommer tilbage igen. De gled lige så stille væk fra det hyggelige, uden de lagde mærke til det og opdager så, at det hele ikke er så hyggeligt længere.
Hvad håber du, publikum tager med sig hjem, når de har set stykket?
Jeg har forsøgt ikke at udstille folk med alkoholisme, men derimod håber jeg på, at publikum får mere sympati eller forståelse for de to karakterer og altså alkoholikere generelt. Det kunne være dejligt, hvis publikum fremover tøver lidt med at tage afstand og tænke negativt ift. folk med alkoholproblemer. Men at de får et lidt andet blik på det, næste gang de møder nogen, der er på vej ud i tågerne.
