De urørlige

Det er en drøm at spille Driss

Interview med skuespiller Arian Kashef om De urørlige

Hvad er dit forhold til De urørlige?

Lige siden filmen udkom, har jeg været forelsket i historien, og jeg har set den forfærdelig mange gange. Selv filmens temamusik, forelskede jeg mig i, nemlig Una Mattina af komponisten Ludovico Einaudi. Det stykke musik kan høres alene og stadig have den samme betydning, som hele filmen har i sig selv. Faktisk motiverede den musik mig til selv at spille klaver. Jeg øvede hver dag i en lang periode, mens jeg gik på skuespillerskolen, indtil jeg kunne spille den. Så blandt andet derfor har ”De urørlige” altid været med mig, siden jeg så den første gang. Det er altid den sang, jeg spiller på klaver. Og det er også derfor, jeg syntes, det var et lidt mærkeligt tilfælde, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille med i forestillingen. Da jeg fik mailen, havde jeg helt svært ved at tro på, at det faktisk var rigtigt, og at det ikke var en fejl.

Hvorfor har filmen haft så stor betydning for dig? 

Jeg tror, det er fordi, jeg er forelsket i den relation, der er mellem de to hovedkarakterer Driss og Philippe. På en måde er jeg en blanding mellem Driss og Philippe. Mine forældre er akademikere og havde kunsten med sig. De er fra Iran, og det sprog er meget litterært. Alle de historier, jeg har fået fortalt, var gennem lyrik af blandt andet Jalal ad-Din Rumi, som er en af verdens største digtere og filosoffer. Da jeg var barn, gik jeg til violin og har altid haft musikken med mig og været interesseret i det klassiske. Samtidig hang jeg ud med en masse venner, der bestemt ikke var interesseret i hverken det klassiske eller kunst. Vi hang altid ud et eller andet sted, havde hættetrøje på og så seje ud.

Mest af alt genkender jeg Driss’ rejse. Den minder lidt om min. For på samme måde som Driss møder Philippe, mødte jeg en masse mennesker, der har fungeret som min Philippe. De troede på mig, viste mig vejen og fortalte mig, at jeg var dygtig. De så mig, lidt ligesom Philippe ser Driss. Og det gjorde, at jeg endte med at blive skuespiller, hvilket har været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

Hvordan er det at spille karakteren Driss?

Det er en drøm at spille Driss. Karakteren er så umiddelbar og impulsiv, og han tænker ikke meget over tingene, før han reagerer. Jeg har selv været lidt ligesom Driss, da jeg var yngre. Den naivitet og det impulsive drive han besidder, sådan var jeg også. Fik jeg en tanke, så sagde jeg den højt. Og var der noget, jeg ville, så gjorde jeg det bare. Vadede ind på teatret og sagde et eller andet, som man nok ikke måtte. Så på en måde skruer jeg lidt op for teenage-Arian, når jeg spiller Driss. Driss er lidt ligesom små børn. De har ingen fordomme. De er ligeglade med, hvordan du ser ud, eller om du har en dårlig historik. Hvis du smiler til dem, smiler de tilbage. Det er den samme energi, Driss har. Han fordømmer ikke nogen. Og selvom han har alle mulige problemer selv, er det som om, han lige er her for at lette situationen for andre ift. de udfordringer, de står i. Det, synes jeg, er en gave at få lov til at spille på scenen. Det rene indtryk. Og det savner jeg generelt i den verden, vi lever i. Jeg tror, at hvis der var flere mennesker ligesom Driss, så ville verden være et bedre sted.

Hvordan har det været at spille tæt sammen med en erfaren skuespiller som Preben Kristensen?

Det har været en fornøjelse! Det er fantastisk at lære af ham og observere den måde, han nørder med en tekst på. Hvordan han mærker en scene og går til den på gulvet. Han har været god til at hjælpe mig med hans kæmpe flair for, hvordan en scene kan fungere bedre. Og det har jeg været rigtig glad for. Tilbage i 2021 overrakte Preben tilfældigvis en Lauritzen-pris til mig, der hedder Believe in You-prisen. Og der kendte jeg ham ikke, så det er sjovt lige pludselig at stå på scenen sammen. Vi har det godt sammen, hvilket forhåbentlig skinner igennem, når vi spiller.

 Hvorfor tror du, der er så mange, som har forelsket sig i De urørlige?

Fortællingen relaterer sig til alle. For det er en fortælling om håb. En fortælling om at få en ny chance. Den handler om mennesker og det at gøre noget godt for andre. Og det kan vi relatere til. Vi alle ønsker at blive troet på, at være elsket og have et venskab. Og jeg tror, at den her fortælling giver os en følelse af, at man har en ven. At fortællingen bliver ens bedste ven, mens man oplever den. Den går lige i alle de følelser, vi mennesker har og skal bruge for at overleve i den her verden.