Stephen Karam
Manuskriptforfatter Stephen Karam er født i 1980 og opvokset i en libanesisk-amerikansk familie i Pennsylvania i USA.
Karam skrev sit første teatermanuskript allerede som 17-årig, og både dette og de to, han skrev de følgende to år, blev hædret med priser til The Blank Theatres festival for unge dramatikere.
I 2012 blev hans forestilling Sons of the Prophet nomineret til en Pulitzerpris, og det samme var tilfældet med The Humans fire år senere. The Humans vandt desuden Tony Awards for bedste stykke og bedste scenografi.
Karam har udtalt, at det er den psykologiske hverdagsrealisme, der sætter gang i hans fantasi, og at han især er tiltrukket af mennesker, der lever i en tilstand af frygt. Det er også nogle af temaerne i The Humans, der for at understrege realismen foregår i realtid. Dermed følger publikum familiemiddagen, som den udspiller sig gennem 100 minutter – uden pause.